Regering: tvivl om fortolkning af EU-dom skal komme masseovervågningen til gode

Mandag 2. juni var der åbent samråd i Retsudvalget, hvor Justitsministeren af MF Pernille Skipper (EL) var blevet bedt om at tage stilling til hvad EU-dommen om logningsdirektivet af 8. april 2014 betyder for de danske logningsregler.

IT-Politisk Forening havde store forventninger til dette samråd. Præmis 57-59 i dommen fra EU-domstolen siger, efter vores (og andres) vurdering, at en logning der omfatter alle borgere, på alle geografiske områder på alle tidspunkter, altså masseovervågning, ikke kan være proportional i forhold til det legitime formål om at bekæmpe terror og anden alvorlig kriminalitet.

Samrådet i Retsudvalget blev imidlertid en fuser. Regeringen har ikke planer om at flytte et komma i logningsbekendtgørelsen som følge af den banebrydende dom fra EU-domstolen.

Justitsministeren meddelte ganske vist på samrådet, at reglerne om sessionslogning vil blive ophævet, men det skyldes alene at sessionslogningen ikke virker efter hensigten, hvilket i øvrigt har været offentligt kendt siden december 2012, hvor Justitsministeriet skrev dette i en selv-evalueringsrapport om sessionslogningen.

Justitsministeren gav på samrådet udtryk for, at sessionslogning var en god idé, og at det var godt, hvis staten kunne få klarhed over hvad borgerne laver på internettet. I det kommende folketingsår vil Justitsministeren fremsætte forslag om en revision af de danske logningsregler (nu hvor vi ikke længere kan vente på at EU reviderer logningsdirektivet), og det lå i kortene, at der godt kunne komme nye forslag om sessionslogning, hvis det var muligt at designe noget som virker rent teknisk.

Dialogen om dette vil ske med teleselskaberne. Ikke et ord om at inddrage borgerretsorganisationer og civilsamfundet i arbejdet med at revidere logningsreglerne. Logning er for regeringen alene et rent teknisk anliggende om at hjælpe politiet.

I forhold til dommen fra EU-domstolen har Justitsministeriet valgt en meget snæver fortolkning. Denne fortolkning er beskrevet i et 30-siders notat, som blev offentliggjort kort tid før samrådet
http://justitsministeriet.dk/sites/default/files/media/Pressemeddelelser/pdf/2014/Notat%20om%20logningsdirektivet.pdf

I de kommende dage og uger vil der forhåbentlig komme en uafhængig vurdering af Justitsministeriets notat fra juridiske eksperter i ind- og udland. Den snævre fortolkning vil kunne benyttes af andre EU lande til at holde fast i deres nationale logningslove, så international opmærksomhed er helt på sin plads her.

Der er ingen grund til at foregribe den udvikling, så fra IT-Politisk Forening's side skal vi for nærværende blot konstatere, at Justitsministeriet mener, at der er tvivl om fortolkningen af EU-dommen. Der afsluttes med denne "ikke grundlag for at antage" konklusion:


Samlet set finder Justitsministeriet af de ovenfor anførte grunde, at der ikke er grundlag for at antage, at de gældende danske regler om registrering og opbevaring af oplysninger i henhold til retsplejeloven og logningsbekendtgørelsen og om adgangen til disse oplysninger skulle være i strid med Charterets bestemmelser om retten til respekt for privatliv og familieliv (artikel 7) og ret til beskyttelse af person oplysninger (artikel 8).

Sagt med andre ord: regeringens politiske holdning er altså, at tvivlen om fortolkning af EU-dommen, og den eventuelle krænkelse af vores grundlæggende rettigheder, skal komme masseovervågningen til gode!

Kontakt

Næstformand Jesper Lund